Født udlændinge

Nyfødte har ingen psykologi. Hvis drives på, for eksempel, er de ikke meningen for at vise tegn på traumer senere i livet. Fødsel, ifølge denne tankegang er ingen psykologiske konsekvenser for det nyfødte barn. Det er umådeligt mere vigtigt at hans “primære caregiver” (mor) og hendes tilhængere (Læs: far og andre medlemmer af familien). Det er gennem dem, at barnet er, angiveligt, foretages. Denne effekt er tydeligt i hans (jeg vil bruge den mandlige form kun for bekvemmeligheds skyld) evne til at obligation. Den sene Karl Sagan erklærede at besidde den diametralt modsatte opfattelse, når han sammenlignet processen med døden som at blive født. Han kommentere på de talrige vidnesbyrd fra personer bragt tilbage til livet efter deres bekræftet, klinisk død. De fleste af dem delte en oplevelse af gennemkører en mørk tunnel. En kombination af blødt lys og beroligende stemmer og tallene for deres afdødes nærmeste og kæreste ventede dem for enden af tunnellen. Alle dem, der oplevede det beskrevet lys som en manifestation af en almægtig, velvillige væsen. Tunnel – foreslået Sagan – er en gengivelse af moderens tarmkanal. Processen med fødsel indebærer gradvis eksponering for lys og på tallene i mennesker. Klinisk død oplevelser genskabe kun fødslen erfaringer.

Livmoderen er en selvstændig, men åben (ikke selvforsynende) økosystem. Baby’s Planet er geografisk begrænset, næsten lys og homeostatiske. Fosteret ånder flydende ilt, snarere end den gasformige variant. Han er udsat for en endeløs bombardement af lyde, de fleste af dem rytmisk. Ellers er der meget få stimuli for at fremkalde nogen af hans faste handling svar. Der, afhængige og beskyttede, hans verden mangler de mest indlysende funktioner vores. Der er ingen dimensioner hvor der er intet lys. Der er ingen “inde” og “udenfor”, “self” og “andre”, “udvidelse” og “vigtigste organ”, “her” og “der”. Vores Planet er nøjagtigt konversere. Der kunne være nogen større forskel. I denne forstand- og det er ikke en begrænset fornemmelse overhovedet – baby er en udlænding. Han har til at uddanne sig og at lære at blive menneskelige. Killinger, hvis øjne var bundet umiddelbart efter fødslen – kunne ikke “Se” lige linjer og holdt tumbling over stramt strejkeramt snore. Selv sans data indebærer nogle minimum og transportformer konceptualisering (Se: “Tillæg 5 – The Manifold af forstand”).

Endnu lavere dyr (orm) undgå ubehagelige hjørner i labyrinter i kølvandet på ubehagelige oplevelser. At antyde, at en menneskelige nyfødte, udstyret med hundredvis af neurale kubikfod ikke husker migrere fra den ene planet til den anden, fra den ene yderlighed til den samlede modstand – strækninger godtroenhed. Babyer kan være i søvn 16-20 timer om dagen, fordi de er chokeret og deprimeret. Disse unormale spænder søvn er mere typisk for større depressive episoder end energisk, livlig, dynamisk vækst. Under hensyntagen til de ufattelige mængder af oplysninger, som barnet har til at absorbere bare for at holde sig i live – virker sove igennem det meste af det som en umådelig åndsforladt strategi. Barnet synes at være vågen i flere end han er uden for livmoderen. Kastet i den ydre lys, barnet forsøger, i første omgang, at ignorere virkeligheden. Dette er vores første forsvarslinje. Det bliver med os, som vi vokser op.

Det har længe været bemærket, at graviditeten fortsætter uden for livmoderen. Hjernen udvikler sig og når 75% af voksen størrelse i en alder af 2 år. Det udfyldes kun ved en alder af 10. Det tager derfor ti år at fuldføre udviklingen af dette uundværlige orgel – næsten helt uden for livmoderen. Og denne “eksterne graviditet” er ikke begrænset til hjernen kun. Barnet vokser ved 25 cm og 6 kilo i det første år alene. Han fordobler sin vægt af sin fjerde måned og tredobler det af sin første fødselsdag. Udviklingsprocessen er ikke glat men passer af og starter. Ikke kun parametrene i kroppen ændringen – men proportionerne gøre det så godt. I de første to år, for eksempel, er hovedet større for at imødekomme den hurtige vækst i det centrale nervesystem. Dette ændrer drastisk senere som vækst af hovedet er væksthæmmede af væksten i yderpunkterne af kroppen. Transformationen er så grundlæggende, plasticitet af kroppen så udtalt-at i de fleste sandsynligheden for dette er grunden til hvorfor ingen operative følelse af identitet opstår indtil efter den fjerde år af barndommen. Det opfordrer til at tænke på Kafka’s Gregor Samsa (der vågnede til at finde, at han er en kæmpe kakerlak). Det er identitet rystende. Det skal skabe i barnet en følelse af selv fremmedgørelse og tab af kontrol over hvem og hvad han er.

Den motoriske udvikling af barnet er stærkt påvirket af manglen på tilstrækkelige neurale udstyr og de stadigt skiftende dimensioner og proportioner af kroppen. Mens alle andre dyrs unger er fuldt motoric i deres første par uger af livet – er den menneskelige baby sørgeligt langsomt og tøvende. Den motoriske udvikling er proximodistal. Barnet bevæger sig i stadigt voksende koncentriske cirkler fra selv til omverden. Første hele armen, fatte så nyttig fingrene (især tommel- og pegefinger kombinationen), først batting tilfældigt, så nå præcist. Inflation i dens legeme skal give barnet det indtryk, at han er i færd med at fortære verden. Helt op til hans andet år forsøger barnet at tilegne sig verden gennem munden (hvilket er prima causa af hans egen vækst). Han opdeler verden i “suckable” og “insuckable” (og “stimuli-genererende” og “ikke generere stimuli”). Hans sind udvider endnu hurtigere end sin krop. Han må føle at han er altomfattende, all inclusive, all-oversvømmer, all-gennemtrængende. Dette er grunden til, at et barn har ingen objekt permanens. Med andre ord, finder en baby det svært at tro på eksistensen af andre objekter, hvis han ikke se dem (= hvis de ikke er i hans øjne). De alle findes i hans outlandishly eksploderende sind og kun der. Universet ikke kan rumme en skabning, som fordobler sig selv fysisk hver 4 måneder samt objekter uden for omkredsen af sådan en inflationær væsen, mener baby””. Inflationen i kroppen har en korrelat i inflationen i bevidsthed. Disse to processer overvælde barnet ind i en passiv absorption og optagelse-mode.

At antage, at barnet er født en “tabula rasa” er overtro. Cerebral processer og svar har været observeret i livmoderen. Lyde betingelse EEG af fostre. De overraske på høje, pludselige lyde. Dette betyder at de kan høre, og fortolke, hvad de hører. Fostre husker endnu historier Læs dem mens i livmoderen. De foretrækker disse historier til andre, efter de er født. Det betyder, at de kan fortælle auditive mønstre og parametre fra hinanden. De vippe hovedet i retning lydene kommer fra. De må så selv i mangel af visuelle signaler (f.eks. i et mørkt rum). De kan fortælle moderens stemme fra hinanden (måske fordi det er højt toneleje og dermed erindres af dem). I almindelighed, babyer er tunet til menneskelig tale og kan skelne lyde bedre end voksne gør. Kinesiske og japanske babyer reagerer forskelligt “pa” og “ba”, “ra” og “la”. Voksne ikke – som er kilde til mange vittigheder.

Udstyr hos nyfødte er ikke begrænset til den auditive. Han har tydelig lugt og smag præferencer (han kan lide søde ting en masse). Han ser verden i tre dimensioner med et perspektiv (en færdighed, som han ikke kunne har erhvervet i den mørke livmoder). Dybdesyn er udviklet af den sjette levemåned.

Det er forventeligt, vage i de første fire måneder af livet. Når præsenteret med dybde, baby indser, at noget er anderledes-men ikke hvad. Babyer er født med deres øjne åbne i modsætning til de fleste andre dyr unger. Deres øjne er desuden straks fuldt funktionel. Det er den fortolkning mekanisme, der mangler og derfor verden ser fuzzy dem. De har tendens til at koncentrere sig om meget fjernt eller på meget tæt objekter (deres egen hånd, at komme tættere på deres ansigt). De ser meget klart objekter 20-25 cm væk. Men synsstyrke og fokusere forbedre i løbet af få dage. Ved den tid, barnet er 6 til 8 måneder gammel, han ser samt mange voksne gør, selv om det visuelle system – fra den neurologiske synspunkt-er fuldt udviklet kun i en alder af 3 eller 4 år. Nyfødte skelner nogle farver i de første par dage af hans liv: gul, rød, grøn, orange, grå- og alle af dem i en alder af fire måneder. Han viser klare præferencer vedrørende visuelle stimuli: han er træt af gentagne stimuli og foretrækker skarpe konturer og kontraster, store objekter til små, sorte og hvide til farvede (på grund af den skarpere kontrast), buede linjer til lige dem (det er derfor babyer foretrække menneskelige ansigter til abstrakte malerier). De foretrækker deres mor til fremmede. Det er ikke klart, hvordan de kommer til at genkende moderen så hurtigt. For at sige, at de indsamler mentale billeder er som de derefter arrangere i en prototypiske ordning at sige noget (spørgsmålet er ikke “hvad” de gør, men “hvordan” de gør det). Denne evne er en anelse til kompleksiteten i de indre psykiske verden af den nyfødte, som langt overstiger vores lærde antagelser og teorier. Det er utænkeligt, at et menneske er født med alt dette udsøgte udstyr mens stand til at opleve fødslen traumer eller den endnu større traumer af hans egen inflation, psykisk og fysisk.

Så tidligt som udgangen af den tredje måned af graviditeten, fosteret bevæger sig, hans hjerte slår, hans hoved er enorm i forhold til sin størrelse. Hans størrelse, selv om, er mindre end 3 cm. Ensconced i moderkagen, fosteret er fodret af stoffer, der overføres via moderens blodkar (han har ingen kontakt med hendes blod imidlertid). Det affald, som han producerer er bortrykket i samme sted. Sammensætningen af moderens mad og drikke, hvad hun indånder og tilfører – alle meddeles embryonet. Der er ingen klar sammenhæng mellem sensoriske input under graviditet og senere liv udvikling. Niveauer af maternel hormoner påvirke barnets efterfølgende fysiske udvikling men kun i ubetydelig grad. Langt vigtigere er den generelle sundhedstilstand af moderen, et traume eller en sygdom hos fosteret. Det lader til, at moderen er mindre vigtigt at barnet end romantikerne ville have det – og dygtigt så. En for stærk tilknytning mellem mor og Foster ville have negativt påvirket barnets chancer for at overleve uden for livmoderen. Således i strid populære udtalelse, er der ingen beviser for overhovedet at mor ‘s følelsesmæssige, kognitive, eller holdningsmæssige stat effekter fosteret på nogen måde. Barnet sker ved virusinfektioner, obstetriske komplikationer, protein fejlernæring og moderens alkoholisme. Men disse – i det mindste i Vesten – er sjældne betingelser.

I de første tre måneder af graviditeten eksploderer det centrale nervesystem”” både kvantitativt og kvalitativt. Denne proces kaldes metaplasi. Det er en delikat kæde af begivenheder, stærkt præget af fejlernæring og andre former for misbrug. Men denne sårbarhed forsvinder ikke indtil en alder af 6 år ud af livmoderen. Der er et kontinuum mellem livmoderen og verden. Nyfødte er næsten en meget udviklet kerne af menneskeheden. Han er helt sikkert i stand til at opleve materielle dimensioner af sin egen fødsel og efterfølgende metamorphoses. Nyfødte kan straks spore farver – de skal derfor straks i stand til at fortælle de slående forskelle mellem mørk, flydende moderkagen og den farverige fødeafdelingen. De går efter visse lys figurer og ignorere andre. Uden akkumulere nogen erfaring, forbedre disse færdigheder i først par dage af liv, som beviser, at de er iboende og ikke kontingent (lært). De søger mønstre selektivt, fordi de kan huske hvilket mønster var årsag til tilfredshed i deres korthed fortid. Deres reaktioner til visuelle, auditive og taktile mønstre er meget forudsigelig. Derfor skal de have en hukommelse, men primitive.

Men – selv indrømmet at babyer kan mærke, huske og måske emote – hvad er effekten af flere traumer de udsættes for i de første måneder af deres liv?

Vi nævnte traumer af fødsel og selvstændig inflation (mentale og fysiske). Disse er de første led i en kæde af traumer, som fortsat overalt i de første to år af barnets liv. Måske den mest truende og destabiliserende er traumer af adskillelse og individualisering.

Barnets mor (eller plejepersonalet – sjældent far, nogle gange en anden kvinde) er hans hjælpeansatte ego. Hun er også verden; garant for beboelig (i modsætning til uudholdelige) liv, en (fysiologiske eller drægtighed) rytme (= forudsigelighed), en fysisk tilstedeværelse og en social stimulus (en anden).

Til at begynde med forstyrrer levering kontinuerlige fysiologiske processer, ikke kun kvantitativt men også kvalitativt. Nyfødte har at ånde, for at fodre, for at eliminere affald, for at regulere hans kropstemperatur – nye funktioner, der tidligere blev udført af moderen. Denne fysiologiske katastrofe, dette skisma øger barnets afhængighed af moderen. Det er gennem denne binding, der han lærer at kommunikere socialt og stole på andre. Baby’s manglende evne til at fortælle indvendigt verden udefra kun gør tingene værre. Han føles””, omvæltning er indeholdt i sig selv, at tumulten truer med at rive ham ud, han oplever implosion snarere end eksplosion. Sandt, i mangel af evaluerende processer, kvaliteten af barnets erfaring vil være anderledes end vores. Men dette ikke diskvalificere det som en psykologisk proces og ikke slukke den subjektive dimension af oplevelsen. Hvis en psykologisk proces mangler de evaluerende eller analytiske elementer, spørgsmål denne mangel ikke, dens eksistens eller dens natur. Fødslen og de efterfølgende dage skal være en virkelig skræmmende oplevelse.

Et andet argument rejst mod traumer tese er, at der er ingen beviser, at grusomhed, omsorgssvigt, misbrug, tortur eller ubehag retard, på nogen måde, udvikling af barnet. Et barn – det er hævdet – tager alt i stiv arm og reagerer “naturligt” at hans miljø, men fordærvede og berøvet.

Dette kan være sandt – men det er irrelevant. Det er ikke barnets udvikling, at vi beskæftiger os med her. Det er dens reaktioner på en række eksistentielle traumer. At en proces eller en begivenhed har ingen indflydelse senere – betyder ikke, at det har ingen effekt på tidspunktet for forekomst. At det har ingen indflydelse på tidspunktet for forekomst – bevise ikke at det ikke er blevet fuldt ud og nøjagtigt registreret. At det ikke er blevet fortolket på alle eller at det er blevet fortolket på en måde, der er forskellig fra vores – betyder ikke, at det havde ingen effekt. Kort sagt: der er ingen forbindelse mellem erfaring, fortolkning og effekt. Der kan findes en fortolket erfaring, det har ingen effekt. En fortolkning kan resultere i en effekt uden erfaring involveret. Og en oplevelse kan påvirke emnet uden nogen (bevidst) fortolkning. Dette betyder, at barnet kan opleve traumer, mishandling, forsømmelse, misbrug og selv fortolke dem som sådan (dvs. som dårlige ting) og stadig ikke sker ved dem. Ellers, hvordan kan vi forklare, at en baby græder når konfronteret med en pludselig støj, en pludselig lys, våde bleer eller sult? Er det ikke dette bevis på, at han reagerer korrekt “dårlige” ting, og at der er sådan en klasse af ting (“dårlige ting”) i hans sind?

Derudover skal vi lægger nogle epigenetiske vægt på nogle af stimuli. Hvis vi gør det, anerkender i realiteten vi effekten af tidlig stimuli på senere liv udvikling.

Deres begyndelsen er nyfødte kun vagt bekendt, i en binær slags måde.

l. “Behageligt/ubehageligt”, “kolde/varme”, “våd/tør”, “farve/fravær af farve”, “light/dark”, “ansigt/nej ansigt” og så videre. Der er grund til at antage, at sondringen mellem den ydre verden og den indre er vage i bedste fald. Natal fast handling mønstre (rode, sucking, postural justering, kigge, lytte, grådige og gråd) uvægerligt provokere de pårørende til at reagere. Nyfødt, som vi sagde tidligere, er i stand til at forholde sig til fysiske mønstre, men hans evne synes at udvide til det mentale så godt. Han ser et mønster: fast handling efterfulgt af udseendet af de pårørende, efterfulgt af en tilfredsstillende indsats fra pårørende. Dette synes at han er en ukrænkelig årsagskæde (selvom ædle par babyer ville sætte det i disse ord). Fordi han ikke er i stand til at skelne sin indersiden udefra – mener nyfødte”” at hans sag fremkaldte caregiver indefra (hvor pårørende er indeholdt). Dette er kernen af både magisk tænkning og narcissisme. Baby tilskriver sig selv magiske kræfter af almagt og allestedsnærværende (action-udseende). Det også elsker sig selv meget fordi den er købedygtig således tilfredsstille sig selv og sine behov. Han elsker sig selv, fordi han har midlerne til at gøre sig glad. Spænding-afløser og behagelig verden kommer til live gennem barnet og derefter han sluger det tilbage gennem munden. Denne indarbejdelse af verden gennem de sensoriske modaliteter er grundlaget for den “mundtlige fase” i de psykodynamiske teorier.

Denne selvstændige indeslutning og selvforsyning, denne manglende anerkendelse af miljøet er derfor børn indtil deres tredje år af livet er sådan en homogen gruppe (giver mulighed for nogle varians). Spædbørn vise en karakteristisk stil af adfærd (man er næsten fristet til at sige, en universel karakter) i så tidligt som i de første uger af deres liv. De første to år af livet vidne krystalliseringen af konsekvent adfærdsmønstre, fælles for alle børn. Det er rigtigt, at selv nyfødte har en medfødte temperament, men ikke indtil interaktion med omgivelserne er etableret – træk af individuelle mangfoldighed ses.

Ved fødslen viser nyfødte ingen vedhæftet fil men enkel afhængighed. Det er nemt at bevise: barnet ukritisk reagerer på menneskelige signaler, scanninger for mønstre og bevægelser, nyder blød, højfrekvent stemmer og kurrer, beroligende lyde. Vedhæftet fil starter fysiologisk i den fjerde uge. Barnet vender helt klart mod sin mors stemme, ignorerer andre. Han begynder at udvikle en social smil, som let kan skelnes fra sin sædvanlige grimasse. En god cirkel er sat i gang af barnets smiler, klukker og coos. Disse kraftige signaler frigive social adfærd, fremkalde opmærksomhed, kærlig svar. Dette, til gengæld drev barnet til at øge dosis af hans signaling aktivitet. Disse signaler er naturligvis reflekser (fast handling svar, nøjagtig som den palmar greb). Faktisk, indtil den 18 uge af sit liv, barnet fortsætter med at reagere på fremmede positivt. Først derefter begynder barnet at udvikle en spirende social-adfærdsmæssige system baseret på den høj korrelation mellem forekomsten af sin omsorgsperson og glædeligt oplevelser. Af den tredje måned er der en klar præference af moderen og af den sjette måned barnet ønsker at vove sig ind i verden. Ved første griber barnet tingene (så længe han kan se sin hånd). Derefter han sidder og ure ting i bevægelse (hvis ikke alt for hurtigt eller støjende). Derefter barnet klamrer sig til mor, klatrer over hende og udforsker hendes krop. Der er stadig ingen objekt permanens og barnet bliver forvirret og mister interesse, hvis et stykke legetøj forsvinder under et tæppe, f.eks. Barnet associerer stadig objekter med tilfredshed/ikke-tilfredshed. Hans verden er stadig meget binære.

Som barnet vokser, hans opmærksomhed indsnævrer og er dedikeret først til mor og et par andre menneskelige figurer og i en alder af 9 måneder, kun til moderen. Tendensen til at søge andre næsten forsvinder (som minder om prægning i dyr). Spædbarnet har tendens til at sidestille hans bevægelser og fagter med deres resultater-det vil sige, han er stadig i fasen af magisk tænkning.

Adskillelsen fra moderen, dannelsen af en individuel, adskillelse fra verden (den “spyr ud” af verden udenfor) – er alle uhyre traumatisk.

Barnet er bange for at miste sin mor fysisk (ingen “mor permanens”) så godt som følelsesmæssigt (hun bliver vred på denne nyfundne autonomi?). Han går væk et skridt eller to og løber tilbage for at modtage moderens tryghed at hun stadig elsker ham og at hun er der stadig. Rive op af en er selv til mig selv og verden udenfor er en ufattelig feat. Det svarer til at opdage uigendrivelige bevis for, at universet er en illusion, skabt af hjernen eller at vores hjerne tilhører en universel pool og ikke til os, eller at vi er Gud (barnet opdager, at han er ikke Gud, det er en opdagelse af samme størrelsesorden). Barnets sind er revet i stykker: nogle stykker er stadig han og andre er ikke han (= omverdenen). Dette er en absolut psykedelisk oplevelse (og roden af alle psykoser, sandsynligvis).

Hvis ikke forvaltes ordentligt, hvis forstyrret i nogle måde (hovedsagelig følelsesmæssigt), hvis adskillelse – individualisering proces går galt, kan det resultere i alvorlige psychopathologies. Der er grund til at formode, at flere personlighedsforstyrrelser (Narcissistic og Borderline) kan spores til en forstyrrelse i denne proces i den tidlige barndom.

Så, selvfølgelig er der den igangværende traumatiske proces som vi kalder “liv”.